Hvad er inflation?

Inflation er, når der er generel stigning i priserne. Der er ikke tale om, at priserne på enkelte varer eller tjenester stiger, mens andre falder. Der er tale om, at det bliver sværere at købe de samme varer for det samme beløb, som du gjorde inden prisstigningen. Sagt med andre ord, så mindsker inflation en valutas værdi over tid.

Når det er sagt, så er det vigtigt at nævne, at nogle prisændringer er mere betydningsfulde end andre. Når de gennemsnitlige prisstigninger beregnes, gives priserne på de varer, der bruges mest mere vægt. Det modsatte er gældende for varer med mindre betydning. Lige nu ser vi en stor stigning i prisen på elektricitet, hvilket er en varer, langt de fleste danskere er forbruger af, hvorimod det havde haft mindre effekt, hvis vi så en stigning i priserne på frimærker.

Inflation måles på forbruget af alle varer og tjenester i de forskellige husholdninger, som f.eks.:

  • Dagligvarer – fødevarer, aviser og benzin.
  • Varige forbrugsgoder – tøj og elektronik.
  • Tjenester – Forsikring, lejebolig og frisørbesøg mm.

 

Hvorfor er inflationen så høj i 2022?

Du har nok bemærket på din økonomi, at priserne er steget. Hvis ikke, så har du måske hørt om det i nyhederne. For inflationen har faktisk slået nye rekorder her i 2022.

Men inflationen var faktisk allerede på vej op i 2021, hvor den i august, september og oktober nåede højeste niveau i 13 år.

Inflationens rekord, først i 2021 og nu igen i 2022, skyldes flere ting. For det første skyldes det den hurtige genåbning af økonomien efter flere år med corona pandemi, nedlukninger og restriktioner. Folk er simpelthen begyndt at leve igen; de går på restaurant, shopper og rejser på ferie. Der bliver altså brugt nogle af de penge, som er blevet sparet i de perioder, hvor vi ikke havde noget at bruge dem på.

Når økonomien vokser på denne måde, kan virksomhederne nemmere hæve priserne uden de store konsekvenser. Det eneste problem for virksomhederne er den stigende efterspørgsel, og forsyningskæder, som har lidt under pandemien. Transport af varer er altså blevet mere vanskelig og dyrere end før. Fortsætter denne tendens, er det forbrugerne, der betaler prisen, da virksomhederne efterhånden vil skrue priserne i vejret, så de fortsat tjener penge.

En anden ting der er medvirkende til inflationen, er de høje energipriser, som især i 2022 er løbet løbsk på grund af situationen i Europa. Halvdelen af den seneste stigning i inflationen skyldes faktisk højere energipriser, og da der er mange ting, der påvirker energipriserne, vil de altid bevæge sig meget op og ned.

Sidst men ikke mindst skyldes den høje inflation her i 2022, at inflationen var meget lav sidste år – før august vel og mærke. Inflationen måles på, hvordan priserne ændrer sig fra det ene år til det andet. I og med priserne sidste år var meget påvirkede af corona pandemien, var inflationen altså også lav.

 

Hvad betyder inflationen for min økonomi?

Vi kan desværre ikke komme uden om, at den høje inflation vil påvirke din økonomi i større eller mindre grad. Høj inflation betyder at forbrugerpriserne stiger, og det gør det dyrere at leve for den almene forbruger med en helt almindelig økonomi. Da det som nævnt især er energipriserne, der stiger meget lige for tiden, kan du prøve at være sparsommelig her. Det kan være små justeringer, men du kan også gøre dig større overvejelser, hvis du ikke har en god energikilde. Du kan læse om elpriser, og hvordan du sparer på el her.