Hvorfor stiger elpriserne i Danmark?
Da priserne begyndte at stige med rekordfart for et par måneder siden, lavede vi et lille regnestykke, der illustrede de store stigninger:
Mandag aften den 29. august 2022 kostede en kilowatt time i Danmark på den fælles nordiske elbørs 647 øre før afgifter, netleje, moms, etc. På samme tid kostede en kilowatt time 7 øre i Tromsø i den nordlige del af Norge. I januar 2021 kostede den samme kilowatt time i Danmark 45 øre. Det er en stigning på 1.338%.
Hvorfor er elpriserne så høje?
Forklaringen er lav priselasticitet, mangelfuld kapacitet og ekstreme marginalpriser.
Lav priselasticitet
Normalt vil efterspørgslen falde, eller udbuddet stige, hvis prisen stiger. Stiger prisen på f.eks. ærter, vil der enten blive dyrket flere ærter, eller folk vil begynde at finde et alternativ.
Det fungerer bare ikke rigtigt på markedet for el. Det er vanskeligt at undvære el til lys, vaskemaskiner etc. og efterspørgslen falder meget lidt, selvom prisen stiger rigtig meget. Den såkaldte priselasticitet er meget lav, nærmest nul.
Priselasticitet er en måde at udtrykke, hvor meget efterspørgslen efter en vare falder, når prisen stiger. Det vil sige, at man ser på i hvor høj grad en ændring i pris forårsager en ændring i efterspørgslen. Når man snakker om at priselasticiteten er lav, betyder det, at en højere pris ikke har den store effekt på efterspørgslen.
Mangelfuld kapacitet
Men hvorfor ikke flytte strømmen fra Tromsø, eller det øvrige nordlige Skandinavien, hvor den er billig? Det er ikke muligt, fordi elnettet ikke er bygget til at flytte strøm i større mængder derfra og til resten af Skandinavien.
Ekstreme marginalpriser
Når elprisen fastsættes, kigger man på, hvor stor efterspørgslen er på et givet tidspunkt. Det kunne f.eks. være mandag aften fra kl. 20 til 21. Når efterspørgslen er bestemt, kigger man på udbuddet, der kan dække efterspørgslen.
- Først begynder man med den billigste el, (el fra vandkraftværker der ikke har magasiner (mulighed for at opdæmme vand), vindmøller og solceller). Når først disse installationer er på plads, er prisen for el meget lav, og den el der produceres kan alligevel ikke gemmes.
- Hvis det ikke er nok til at dække efterspørgslen, går man til atomkraft der også er ”billig”, når først kraftværket er bygget.
- Hvis det heller ikke er nok, går man videre til kulkraft, der er dyrere, da elproduktion kræver afbrænding af kul.
- Man forsætter altså til dyrere og dyrere alternativer til efterspørgslen er dækket. Det betyder, at en dag hvor der er mangel på vand, vind og russisk gas, ender man med den dyreste måde at producere el på. Den produceres med naturgas der er sejlet til Europa fra bl.a. USA også kaldet LNG. (Illustreret i figur 1.)
For at sikre at hele efterspørgslen på el kan dækkes, bliver prisen for alle fastsat efter den dyreste af de produktionsformer, der er nødvendige for at dække hele efterspørgslen. Det har på det sidste været naturgas fra rørledninger eller fra LNG, og specielt LNG er som sagt dyr.
Hvis det blæser mere, producerer vindmøller mere strøm, hvilket kan gøre, at det ikke er nødvendigt at benytte LNG for at dække efterspørgslen, man kan måske nøjes med kulkraft som den dyreste produktionsform (Illustreret i figur 2.). Dermed falder prisen, og det kan være ganske meget. Mandag i denne uge kostede el f.eks. kun det halve af ugen før, men stadig 631% mere end i januar 2021. (Illustreret i figur 2.)
Dermed er der nogle af elproducenterne, f.eks. dem med vandkraftværker og vindmøller, der tjener helt ekstremt mange penge for tiden. Det koster ikke mere for dem at producere el, men de får 1.338% mere for strømmen. Den norske regering regner således med at få 1.000 milliarder kroner mere i kassen næste år via eksport af energi, grundet de høje energipriser. Det er 200.000 kr. mere pr. person i Norge.
Hvordan får man styr på et ustyrligt elmarked?
Politikerne er også blevet opmærksomme på det ”urimelige” og ”ustyrlige” el marked og EU-kommissionen holder hastemøde om problemet.
I Tyskland taler man om at beskatte ”tilfældighedsgevinster”, der bl.a. er de gevinster, der tilfalder producenter af el, hvis omkostninger ikke er steget, men hvis indtjening er. Indtægten fra disse skatter kan derefter udbetales til elforbrugerne som tilskud, der hjælper med regningen, men ikke samtidig fjerner incitamentet til at spare på strømmen.
En mulighed for at reducere elprisen kan også være at statsstøtte de dyreste producenter af el, således at marginalprisen, og dermed markedsprisen, bliver lavere. Endelig kan man også se på om de største strømforbrugere, f.eks. jernstøberier, skal have rationeret strømmen således, at efterspørgslen falder så meget, at de dyreste elproduktionsmetoder ikke behøver at blive taget i anvendelse.