Forside > Husk at rette din forskudsopørelse

Husk at rette din forskudsopørelse

Hvad er en forskudsopgørelse?

Forskudsopgørelsen er en form for budget eller overblik over din forventede indkomst og skat for det kommende år. Det er derfor ekstra relevant at du tjekker og retter din forskudsopgørelse, hvis der er sket ændringer i din økonomi. Når du tilpasser forskudsopgørelsen med de rette oplysninger, er du sikker på, at du betaler det rigtige i skat, og du undgår dermed nemmere et skattesmæk, når årsopgørelsen lander i foråret 2025.

 

Hvilke ændringer er relevante at rette i forskudsopgørelsen?

Du skal generelt tænke over situationer i din hverdag, som har indflydelse på måden du bor, arbejder og selvfølgelig ændringer i din økonomi. Her er et par eksempler;

  • Indtægt: Har du skiftet job eller fået mere eller mindre i løn? Har du mistet dit job og gået på dagpenge? Dette er meget vigtigt.
  • Renter: Har du omlagt lån og fået en anden rente?
  • Bolig: Har du købt eller solgt bolig?
  • Kørselsfradrag: Har du langt til arbejde, eller arbejder du meget hjemmefra? Dette er relevant at få tjekket og rettet.
  • Pension: Er du gået på pension og får udbetalinger fra Udbetaling Danmark?
  • Fra studie til fuldtidsjob: Hvis du har været studerende og nu blevet ansat i et job, er det vigtigt du får opdateret dine oplysninger.

Er du i en eller flere af de ovenstående situationer, er det meget vigtigt at registrere det i din forskudsopgørelse for at undgå skattesmæk. Uanset hvad, er det altid en god idé at gå ind og sikre sig, at alt er, som det skal være. Der kan være ændringer i privatøkonomien, mange ikke husker at tage højde for, og blot et hurtigt kig på forskudsopgørelsen kan være en hjælp til at være sikker på, at alt er registreret korrekt for det kommende år. Nedenfor går vi igennem fire af de 6 punkter.

 

Har dine indtægter ændret sig?

Har indkomsten ændret sig, er det lige præcis i felterne omkring indtægt, du skal registrere disse ændringer. Arbejdsløshed, højere løn, længerevarende sygemelding med mere er vigtige faktorer.

 

Har du omlagt lån eller har dit lån fået en anden rente?

Det bliver med tiden mere populært at søge om omlægning af lån eller samling af lån. Der er mange penge at spare på renteudgifterne, hvis du vælger at søge efter en bedre rente. Lige så vigtigt det er at søge efter bedre rente, lige så vigtigt er det at registrere det nye beløb, du skal betale i renter, i sin forskudsopgørelse. Det vil være ærgerligt, hvis et samlelån eller omlægning af boliglån, som har skabt luft i privatøkonomien, ender med at være årsagen til, at der kommer et skattesmæk. Husk også at ændre forskudsopgørelsen, hvis renten på dine lån ændrer sig i løbet af året.

 

Har du købt eller solgt ejendom?

Denne udgift er også værd at have med. Der skal betales ejendomsværdiskat, når du ejer en bolig – uanset om det er helårsbolig eller sommerhus. Ejendomsværdiskatten udgør som regel 1 procent af ejendomsværdien op til 3.040.000 kr. og 3 procent af resten af ejendommens værdi. Det er dog SKAT, der laver denne udregning, og af den årsag skal du ikke foretage dig andet end at registrere, at du ejer en bolig.

 

Har du  husket kørsel og andre rejseudgifter?

Denne post er vigtig at ændre, hvis du arbejder meget hjemmefra og normalt er berettiget til at få kørselsfradrag. Er det tilfældet, er det vigtigt at ændre antal dage, du kører til og fra arbejde, så du ikke risikerer at skulle tilbagebetale penge til SKAT for de dage, hvor du ikke har taget turen.

 

God idé med løbende registrering af ændringer

Skattestyrelsen får ikke automatisk alle tal ind i deres systemer, så det er vigtigt at understrege, at det er dit eget ansvar, at de har de korrekte oplysninger, så du betaler det du skal i skat.

Løbende ændringer i forskudsopgørelsen kan være en nødvendighed, hvis der sker større ændringer i privatøkonomien. Hvis du for eksempel har fået ny rente på et lån, er det en god idé at ændre det i din forskudsopgørelse med det samme, så du ikke får et skattesmæk eller er nødsaget til at ændre forskudsopgørelsen sidst på året.

Venter du til sidst på året, vil SKAT modregne det, du skylder dem fra de måneder, hvor dit fradrag har været højere. Det kan betyde, at du ikke får lige så mange penge udbetalt.

Schibsted