Forside > ÅOP loft – hvad betyder det?

ÅOP loft – hvad betyder det?

Bogstaverne står for Årlig Omkostning i Procent. ÅOP er altså den samlede årlige udgift ved et lån. Alle udgifter ved lånet bliver taget med i beregningen af ÅOP – herunder alle renter, gebyrer og andre omkostninger, der kunne være i forbindelse med at tage lånet. Det betyder, at du med en beregning af ÅOP kan danne dig et overblik over, hvilket slags lån, der bedst kan betale sig for dig at tage.

 

Hvad handler ÅOP-loftet om?

En ny lov om et ÅOP loft trådte i kraft 1. juli 2020. Loven indebærer, at der i Danmark ikke må udbydes forbrugslån med en ÅOP over 35%. Der er altså kommet en grænse for, hvor dyrt det må være for dig som privatperson at tage et lån.

Et omkostningsloft, som samtidig er blevet vedtaget, vil også betyde, at der kommer et loft for, hvor mange rykkergebyr og strafrenter, der må lægges til din gæld.

Herudover er det nu også forbudt for lånevirksomheder og spiludbydere at annoncere i samme kontekst. Hvad det konkret betyder, er endnu ikke uddybet og stadig op til fortolkning.

 

Hvad betyder ÅOP loftet for dig?

ÅOP loftet skaber en større sikkerhed for mange, når de skal låne penge. Det var for mange en vigtig faktor, at ÅOP-loftet trådte i kraft, fordi mange har og havde fokus på renten, når de låner penge.

Mange låneudbydere tilbyder lån med lav rente. Renten siger dog desværre ikke alt om, hvad du skal betale for at låne pengene. Udover renten kan der ligge andre omkostninger i lånet så som andre slags renter, gebyr, provision, afgifter og honorarer.

 

Få lavere ÅOP ved at samle dine lån

Har du mange kviklån, som har urimeligt høj ÅOP? Hos Lendo kan du lave et samlelån og derved kun sidde med omkostninger på ét lån fremfor mange. Du kan samle lån her og se, hvor meget du sparer med ét lån istedet for mange.

Det er også muligt at få refinansieret ét lån. Det er altid uforpligtende at udfylde vores låneberegner for at se, om det vil kunne betale sig for dig at få refinansieret et lån. Det kan være, at du har et forbrugslån fra en anden låneudbyder? Det er gratis at sammenligne omkostningerne ved dit nuværende lån og et potentielt nyt lån via vores låneberegner.

Ønsker du så lav ÅOP som muligt på dit lån, kan du tilføje en medansøger. Det fungerer lidt på samme måde, som hvis du optager et lån med kautionist. Medansøgeren er først relevant, hvis du en dag ikke overholder lånets afdragsaftale. Så kan banken kræve pengene af medansøgeren.

 

Lav rente er ikke nok

Du spørger måske dig selv, om du ikke bare kan kigge på renten af lånet og blot gå efter det lån, som har den laveste rente. Eller måske afdraget, hvis ikke det er et afdragsfrit lån. Det er altid en god idé at fokusere på at optage et lån med så lav rente som muligt. Dog fortæller renten ikke alt om lånets pris. Den kan være et pejlemærke, men renten kan ikke alene bruges, når du skal sammenligne lån.

I og med beregning af ÅOP indebærer alle udgifter ved lånet, kan et lån uden renter faktisk være dyrere end et lån med renter. Lad os sige, at det for eksempel vil koste dig rigtig meget at oprette lånet, og at der er skjulte gebyrer. Dét tager ÅOP højde for. Derfor er det virkelig vigtigt at være opmærksom på, hvad lånets ÅOP ligger på, når du søger efter det bedste lån til dig.

Det er fornuftigt at kigge på ÅOP, når du sidder med forskellige tilbud med samme hovedstol og løbetid. Det tilbud med laveste ÅOP er i dette tilfælde det bedste tilbud.

Har du for eksempel fået forskellige tilbud på billån, som alle har samme hovedstol og løbetid? Så er det oplagt at fokusere på, hvilket tilbud der har lavest ÅOP.

 

Bankerne har pligt til at oplyse ÅOP

Alle banker og låneudbydere har pligt til at oplyse ÅOP på samme måde, som de oplyser stiftelsesgebyr og renter med mere. Det gælder uanset, om du er på jagt efter et billån, boliglån eller endda et bådlån.

Det er godt at have ÅOP for øje, så du kan sikre dig, at alle omkostninger ved det lån du vil tage, er regnet med, og at du ikke blot vælger lånet ud fra den lave rente. En lav rente er som sagt ikke nok.

Hvis du bruger os til at sammenligne lån, er du sikret kun at få tilbud, hvori ÅOP er oplyst. På den måde sikrer du dig, at du ikke bare vælger det første og bedste.

 

Her er ligningen, der er din ÅOP beregner

ÅOP kan være en vanskelig sag – særligt at beregne. Du kan finde en automatisk ÅOP beregner online, men du kan også blive din egen ÅOP beregner. Det kræver dog at have tungen lige i munden, når du vil beregne ÅOP. Vi forklarer her, hvordan ÅOP beregnes. Vi gør det ud fra et eksempel, for at gøre det nemmere for dig at plotte din egen situation ind i eksemplet.

Eksempel: Du har lånt 10.000 kroner. Dem betaler du af hen over 3 år (36 måneder). Hver måned betaler du 300 kroner plus et månedligt opkrævningsgebyr på 60 kroner. Derudover koster det dig 449 kroner at stifte lånet.

Først skal du finde den samlede udgift i hele perioden. Det vil sige det beløb, som du i alt skal betale tilbage til låneudbyderen – alt inklusivt. Det gør du ved at tage lånets løbetid og gange det med det du skal afbetale om måneden inklusiv eventuelle månedlige gebyrer. Der er højst sandsynligt et stiftelsesgebyr på lånet. Det skal du lægge oveni, det du får, når du har ganget løbetiden med de samlede månedlige udgifter.

Samlet udgift i hele perioden = lånets løbetid i måneder x (månedlig ydelse + månedlig opkrævningsgebyr) + stiftelsesomkostninger.

Nu tænker du måske “Jamen, hvad med renten?”, men når du skal beregne ÅOP, så bruger vi kun de faktiske tal.

Ud fra vores eksempel vil det sige:

Samlet udgift i hele perioden = 36 måneder x (300 kr. i månedlig betaling + 60 kr. i månedligt opkrævningsgebyr) + 449 kr. i stiftelsesomkostninger = 13.409 kr.

13.409 kroner er altså det, du i alt skal tilbagebetale for at låne 10.000 kroner i dette eksempel. Det er den samlede udgift for hele lånets løbetid.

Nu kan vi sætte det ind i vores ligning, der fungerer som vores ÅOP beregner:

Du skal trække lånebeløbet på 10.000 kroner fra den samlede udgift i hele lånets løbetid, som vi lige har regnet ud er 13.409 kr. Når det er gjort, skal du dividere det nye tal med lånebeløbet på 10.000 kroner. Så får vi rundt regnet 0,34. Vi dividerer de 0,34 med de 3 år lånet løber over, og vi får 0,11. Til sidst ganger vi det med 100% for at finde procenttallet.

ÅOP = ((samlet udgift i hele perioden – lånebeløbet) / lånebeløbet)) / lånets løbetid i år x 100%.

Ud fra vores eksempel vil det sige:

ÅOP = ((13.409 kr. i samlet udgift i hele perioden – 10.000 kr. i lånebeløb) : 10.000 kr. i lånebeløb)) : 3 år x 100% = 11,0%

Vupti – så har vi lånets ÅOP. Hvis du ikke ønsker at være din egen ÅOP beregner, og hellere vil finde en mere automatisk ÅOP beregner, findes der en del online. Du taber dog ikke noget ved at vide en smule om hvordan ÅOP beregnes. Når du kender mekanismerne bag beregningen, kan du nemmere gennemskue, hvilken ÅOP du får tilbudt ud fra bankens egen ÅOP beregning. På den måde kan du lege med lånebeløbet og løbetiden for at mindske eller forhøje lånets ÅOP.